Bayerngas Norge

Go to content

Oljeskatt i Danmark endres

Released - Last updated

hejre.gif

Regeringens aftale om Nordsøen vil medføre et tab af flere tusinde jobs. Særligt områderne omkring Esbjerg og Fredericia vil blive ramt. Her stod olieselskabet Bayerngas ellers klar med nye milliardinvesteringer. Men som en direkte konsekvens af regeringens skatteaftale må selskabet nu lukke ned for planerne. Skatteaftalen rammer udenlandske selskaber hårdere end etablerede danske – fordi den rammer investeringer med tilbagevirkende kraft. De manglende investeringer vil ud over tab af jobs betyde tabte skatteindtægter på mere end 20 milliarder kroner over de kommende år.

Med den nye skatteaftale sender regeringen og forligspartierne Enhedslisten og Dansk Folkeparti et klart signal om, at Danmark ikke ønsker udenlandske investeringer. Investeringer som er nødvendige for at skabe flere jobs og flere skatteindtægter til landet.  

CEO for Bayerngas Norge, Arne Westeng, siger: ”Det er chokerende, når man ser, hvad regeringens politikere siger om skatteaftalen. Der er politikere fra regeringspartier, der siger, at udenlandske selskaber bare kan forsvinde ud af Danmark. Det er rystende, at nutidige politikere kan have så ekstreme holdninger og skabe så fjendtlig et miljø for investeringer, som skaber jobs og skatteindtægter til Danmark.” 

Regeringens skatteaftale får som direkte konsekvens, at Bayerngas nu må nedtrappe sine investeringer i Danmark. Selskabet stod ellers klar med nye investeringer på flere milliarder kroner. Investeringerne ville give skatteindtægter til den danske statskasse på mere end 20 mia. kroner – et beløb der ligger ud over de indtægter, der nu regnes med i Togfonden. 

Den danske stat åbner snart for den 7. udbudsrunde for selskaber, der ønsker at lede efter olie i den danske del af Nordsøen.  

Til det siger Arne Westeng: ”Regeringen har med sin skatteaftale fjernet grundlaget for vores planlagte investeringer. Vi kan derfor allerede nu meddele, at vi ikke kommer til at deltage i den 7. udbudsrunde. Vi kommer i stedet til at flytte vores aktiviteter og satse på investeringer i Norge og Storbritannien.”  

Det er meget overraskende for Bayerngas, som et offentligt eget selskab, der har investeret i Danmark i god tro, at selskabet nu bliver ramt af en skatteaftale med tilbagevirkende kraft. 

Arne Westeng benytter lejligheden til at slå en pæl gennem en misforståelse, der har fyldt en del i de danske medier: ”Diskussionen handler på ingen måde om, hvorvidt vi skal betale samme skat som danske olieselskaberne eller ej. Bayerngas har hele tiden støttet, at vi fremover skal betale fuldt samme skat som danske selskaber. Vores utilfredshed med skatteaftalen handler alene om, at vi får dårligere vilkår end selskaberne, som i forvejen opererer i Danmark. Vi har investeret for fem milliarder kroner i Hejre-feltet i Danmark. 84 procent af den investering bliver nu beskattet med tilbagevirkende kraft. Det er intet dansk selskab blevet udsat for. Det får desværre den konsekvens, at vi ikke kan regne Danmark for et sikkert land at investere i. Vi må derfor sige til alle, der spørger os, at vi må fraråde investeringer i Danmark pga. fjendtlighed over for udenlandske selskaber og stor usikkerhed om rammevilkårene i landet.”  

Bayerngas' opfatter Enhedslisten som den store sejrherre i spillet om regeringens skatteaftale. Partiet har under forhandlingerne meldt klart ud, at de i virkeligheden slet ikke ønsker, at der skal hentes olie op af den danske del af Nordsøen. Enhedslisten ønsker af ideologiske årsager at bringe dansk olieproduktion helt til ophør. Det mål er partiet kommet et stort skidt nærmere med regeringens skatteaftale. Aftalen vil betyde at jagten på ny olie går mere eller mindre i stå.  

Arne westeng siger: ”Bayerngas har som offentligt ejet selskab en af oliebranchens laveste krav til indtjening. Og når man gør det urentabelt for os at være i Danmark, så er det desværre sådan, at der ikke står andre selskaber klar til at overtage. Vi ved det, for vi har forsøgt at komme helt af med vores engagement i Danmark ved at tilbyde at andre olieselskaber kan komme ind og overtage vores eksisterende investeringer billigt. Vi har taget fat i mere end 65 selskaber, og ingen er interesserede.”  

Ændringen af den danske oliebeskatning begyndte i 2004 som et resultat af forhandlinger mellem DUC og den danske stat. Resultatet blev et skattesystem som egner sig mindre til investeringer i at finde ny olie – og mere til virksomheder, der udnytte produktion, de allerede har etableret. Resultatet er en stadig lavere aktivitet for at lede efter ny olie i den danske del af Nordsøen.  

Den danske stat oplever allerede nu faldende skatteindtægter fra Nordsøen, fordi de eksisterende oliefelter producerer stadig mindre. Derfor har staten brug for stor aktivitet for at finde mere olie, så Danmark kan øge skatteindtægterne fra Nordsøen. Siden 2004 har efterforskningsaktivitet ligget på et årligt gennemsnit på 2,1 nye oliebrønde. De tal er alt for lave i forhold til den indsats, det kræver, for at fortsætte dansk olievirksomhed. Til sammenligning etableres der omkring 40 nye oliebrønde i Norge.
Updated